Leros

Udflugter

Busture

Hotel Elefteria

Hotel Elefteria/Laskarina Travel

Laskarina Travel i Plátanos (samme bygning som Hotel Elefteria) arrangerer nogle busture rundt på øen. Vi har ikke prøvet nogle af disse, så det kan vi ikke udtale os om. Men gå derind og få mere information af Lone Kanaris, som er dansker og én af indehaverne.

Busserne ser fine ud og Toni Kanaris, Lones mand, har selv importeret dem fra Danmark. Det vil sige at han rejser til Danmark, køber en brugt turistbus og kører den hjem.
Det ser lidt spøjst ud, at der kan køre en bus med logo fra Ganløse Turistfart rundt på Leros, idet der går lidt tid før han får dem malet om.

De har også en forretning med et rigt udvalg af cigaretter og spiritus + diverse souvenirs.

Til søs

Vi har været på en del ture med det gode skib "Barbarossa". Skibet, der måske ikke er nogen skønhedsåbenbaring, er en ombygget fiskekutter. Besætningen er venlig og der er altid god stemning ombord. Man er i gode hænder hos kapatajn Savvas, der iøvrigt er gift med hollandske Irma, udlejersken af liggestole på stranden i Vromolithos.

Savvas

Savvas

Barbarossa

Barbarossa

Der er afgang fra kajen i Agia Marina hver dag kl. 11 (i hvert fald i højsæsonen), med mindre vejret er for blæsende. Så man kan bare møde op ved 10.30-tiden og købe en billet, som koster 20-25 € pr. person. Vi anbefaler at man tager afsted på dage hvor der er rigtig varmt til lands, for så er det som regel meget passende til søs.

Vi har deltaget i 3 forskellige udflugter, som gik til hhv. Lipsi, Marathi og Arki. Alle disse ture går først omkring 'Aspro Nissia', oversat til dansk 'Hvide øer'. Her er smukt og man har lejlighed til at hoppe i vandet og svømme i land på en af øerne. Der er ikke så meget ved at snorkle her, fordi bunden er en ret gold kalkbund. Vi har i hvert fald ikke set fisk af betydning her.

Aspro Nissia

Aspro Nissia

Før afsejling fra Aspro Nissia vanker der ouzo og meze.

Lipsi

På Lipsi sejler Barbarossa ind i en dyb forholdsvis lavvandet bugt. Skibet kan på grund af det lave vand ikke sejle helt ind, så de sidste 50-100 meter foregår i robåd.

Lipsi

Lipsi - man deler strand med nogle gæs, som er ganske fredelige

Der er en 3-4 hyggelige taverner, hvor man kan indtage frokosten, som er for egen regning. Vi fik bestilt alt for meget mad, for på den taverna vi valgte er portionerne af en eller anden grund en del større end vi er vant til.

Marathi

Marathi er en hyggelig lille ø. Ligger lidt nord for Lipsi. Også her kan man spise frokost på en af tavernerne. Der er god tid (og strand) til en svømmetur.

Marathi

Marathi

Arki

Lad os sige det med det samme - vi fik ikke noget godt indtryk af Arki. Efter vores mening er det klart den dårligste af de 3 ture vi har været på. Det er ikke sådan lige at tage en dukkert (en vigtig ting for os). Der er kun plumret havnevand hvor skibet lægger til, så hvis man vil have en svømmetur man man gå en 700-800 meter i middagsheden. Tavernerne ser fine ud, og den vi valgte var rigtig god. Men alt i alt et mindre charmerende sted end de to andre.

Arki

Arki

Hjemturen

Hjemturen fra alle 3 ture klares i et stræk. Folk sidder ofte og blunder lidt efter en begivenhedsrig dag. På et tidspunkt serverer besætningen friskudskåret vandmelon. Herligt.

Vi har på 2 af hjemturene været heldige at se delfiner der leger i bådens slipstrøm. Begge gange har det været et godt stykke nord for Leros.

Man er tilbage i Agia Marina ved 19-tiden.

Se evt. jofinn.com/barbarossa.html

På egen hånd

Man kan også tage en ordinær rutefærge til de omkringliggende øer. Der er flere færgeselskaber - billetter kan købes på havnen i Agia Marina.

Dodekanisos Seaways

Dodekanisos Seaways

Et rutekort fra Dodekanisos Seaways


© Lone Møller Ørts & Anders Jørgen Ørts - Opdateret den 11. november 2006

Kommentarer kan sendes til andersSNABELAoerts.dk